søndag den 30. september 2012

lørdag den 29. september 2012

Lørdag

 "At være et kreativt menneske handler ikke kun om at være kunstner. At være kreativ handler om at skabe-
den verden, man ønsker at opholde sig i,
omgivelser,
bolig,
den mad, man ønsker at spise,
venskaber,
arbejdsforhold
og i sidste ende: SIT LIV og SIG SELV."

Åh, så kloge ord fra Majbritte Ulrikkeholm.
Ord, hvis mening og betydning- jeg vender tilbage til, gang på gang.
Ord, der virkelig sætter mine tanker i gang.
Ord, der får mig til at reflektere over mit liv, som det er lige nu.
 Ord, jeg bruger til at give mig selv og mit liv et "service tjek" i ny og næ.
For de ord, minder mig om, at det er mit ansvar at skabe mig det liv, jeg trives i.
Lørdag morgen med nybagte boller og rabarber/jordbær sylt.
Kaffe og kastanjer.
Solstrejf mellem regnbyger.
:)


fredag den 28. september 2012

Lidt om bloggeri og taknemmelighed

 Jeg har blogget i mange år. Før denne, Losarinas mor, havde jeg andre blogge. Blogge, der nu er slettet og væk.
Bloggeriet er en stor og vigtig del af mit liv. Er vist kommet for at blive. Jeg holder nemlig af at dele, af at blive inspireret på ord, billeder og dialog. At mødes med mennesker fra nær og fjern. At føle et inderligt møde opstår med mennesker fra Norge, Sverige, Amerika, Danmark...
 BlogLand og den "virkelige verden" er flydende for mig.
Heldigvis.
Bloglandet har åbne grænser og dejlige mennesker kommer ind i mit " virkelige liv".
Blogvenner, bliver også til venner ude i den virkelige verden.
Jeg møder mennesker på Fyn og Jylland, Ringsted og Stavreby. Amager og Valby og Søborg. Blandt andet.
Jeg har en Krea Klub sammen med kvinder, jeg har lært at kende gennem Losarinas mor.
Hver eneste morgen, drikker jeg min kaffe og rejser en tur rund i Bloglandet med stor taknemmelighed i mit hjerte.
De smukke, smukke, smukke roser ?
Sart gule roser fra en forhave på Amager.
De er da en gave fra en rigtig fin og ny ven fra Bloglandet :)

torsdag den 27. september 2012

Det er da lidt trist..

- At vi i Danmark falder for et tilbud om BILLIG kaffe resten af livet..
Hvad med GOD kaffe resten af livet ?

onsdag den 26. september 2012

Hjemmets hjerte

Her i huset  lejligheden, er det store spisebord centrum. Herfra vores verden går.
Her ligger ting og sager. her spises, blogges, skrives, læses, strikkes, tegnes. Her stilles blomster, brød til afkøling og post, der skal læses.
Her skrives indkøbssedler osv osv
I har vist fattet det :)
 Tom kaffekop.
 Dimser der faldt af ÆldsteDatters tørklæde. Venter her, på at blive syet på igen.
Instant Chai latte pulver, som ÆldsteDatter fik af sin søster. Nu ligger det her.
Min kalender. Huskeseddel med adresse til en fys, der skulle være god mod rygge.
I morgen.

tirsdag den 25. september 2012

Glimt fra en Mandag

 Til Evighedstæppet. Det tager virkelig en evighed !
 Æbletid. Dejlig tid.
 Spændende radio. God at lytte til, mens man arbejder på Evighedstæppet.
Tja. regn og blæst hører årstiden til...

mandag den 24. september 2012

Grib det

Det er koldt og gråt og mørkt.
Skal varmen virkelig tændes ?
Sjalet bindes stramt. Træerne vrikker sig i de uldne sokker.
Det er koldt og gråt og mørkt.
Mellemfornøjet og med kold næse, ser jeg mig omkring; - ser geranium strække sig forbi regnbuen.
Helt ærligt !
Tag dig sammen og se dig omkring- livet byder det hele, du skal bare vælge.
Ja det er koldt- tænd for varmen eller pak dig bedre ind.
Ja, det er mørkt- tænd en bunke stearinlys- de varmer også.
Eller tænd eet eneste og kig ind i den lille flamme, der oplyser mørket.
Ja, det er gråt- men hvad er der så i vejen med grå ? 
Ryg eller ej, dagen skal nydes, om det så er i det helt små, det helt nære. For det er Mandag og en ny ubrugt uge byder sig til:)

søndag den 23. september 2012

Endnu en salat

Jeg ved det godt. Jeg viser mange billeder af salater. Skriver mange ord om salater.
Men jeg spiser også mange salater !
Og dette er en deleBlog, dvs jeg deler det, der optager mig med jer.
Og salater optager mig.
:)
Lørdag spiste vi denne salat til vore Kartoffelpizza.
Den består af super tyndt skåret blomkål. Et gnistrende knitrende hvidt blomkål fra Danmark.
Karse fra Altanen- I ved, den der frilandskarse.
Tynde skiver af pibeløg. Ristede solsikkekerner.
Dressing af en en leg mellem æbleeddike, honning, sennep og olivenolie.
Salater skal smags sættes. Brug tid på at smage jeres dressinger til. Smag salaten til, når dressingen er tilsat. Smag smag smag.
Denne kålsalat smagte ret så forrygende.

lørdag den 22. september 2012

Den enes skrald..


- den andens guld !
YngsteDatter havde kartet og håndspundet og tvundet og hvad det ellers hedder alt sammen.
Men det var ikke blevet som det skulle, synes hun.
Så det lille nøgle blev mit.
Guld !
:)

fredag den 21. september 2012

Fredags overvejelser

Stille glæde over at kende een fra det store Jylland, der havde lyst til at besøge mig, at være sammen med mig, at være min ven.

Stor irritation over at ryggen bare bare laver så meget ravage, at jeg har måtte melde mig syg igen.

Stille forventning om, at jeg måske kan få gang i Evighedstæppet igen. Nye tæpper ligger nemlig og banker på, så NU må Evighedstæppet,bare altså afsluttet. Bare og bare...

Stor øv følelse over, jeg ikke kan sidde eller stå eller gå eller ligge eller løbe,særlig længe af gangen, pga ryggen, hvilke unægtelig besværliggøre ethvert projekt.

En ro fylder mig dog. Min erfaring fortæller mig nemlig, at alt i mit liv forandres, intet er statisk. Øjeblikket er forbi, inden jeg når at skrive om det. Om en time kan alt føles anderledes. Det gælder bare om at få det bedste ud af alt. ALT. Virkelig alt.

Så nu vil jeg begive mig ud i min Fredag.
Et skridt af gangen.
Biblioteket  for at samle glæder.
Apoteket for at hente lindring.
Skoven for at løsne ryggen, så benene kan fungere.
Sofaen så tæppet kan gro.
Gulvet så ryggen kan hvile.
Køkkenet så brød kan bages og oste nydes og kål snittes.
Stolen så ryggen...
Osv osv osv

Så jeg vælger at glæde mig til min Fredag , for den kommer faktisk aldrig tilbage !
Skræmmende og spændende.

God Fredag.


tirsdag den 18. september 2012

En ven kommer forbi

Jeg er så heldig, at en kær ven fra det store Jylland, kommer forbi mit hus  lejlighed. Jeg besøgte hende, da det endnu var sommer og ferien var en realitet. Jeg fik en stikling fra hendes pelargonie og den trives her.
Men det kan hun jo selv se.
Margith fra Huset ved skoven, vil have base her, mens hun besøger Sjælland og den familie, der bor her.
Og hun skal være så velkommen :)
Med besøg fra Jylland og et arbejde, der skal passes, når jeg nok ikke så meget rundt i BlogLandet..
Pas på jer selv :)

søndag den 16. september 2012

BlogLandet

Jeg elsker at være en del af den store Blog verden.
Denne verden er fyldt af ord, billeder og mennesker, der inspirerer mig voldsomt.
Jeg bruger lang tid, hver eneste dag, på at rejse rundt og hilse på. Nogen får en hilsen, andre klikker jeg bare forbi og "når" ikke altid at skrive hej.
Det er givende og som sagt, vildt inspirerende.
Nye mennesker, nye holdninger, nye tanker, nye ideer, nye opskrifter, nye muligheder.
Men øj !
Nogen gange bliver jeg som et overstimuleret barn- jeg snurrer rundt om mig selv og ved slet ikke, hvor eller hvordan, jeg skal få brugt alle disse indtryk og nye ideer.
Så bliver jeg helt handlingslammet og får ikke gjort en skid !
Så hænger jeg bare ud foran skærmen og bliver en anelse utilfreds med mig selv.
Hm.
Bare lidt (mange) ord fra mig, der har siddet hele morgen foran Acer...
Så nu tager jeg mig selv i nakken og får udrettet noget !
Jeg kunne jo begynde med at tømme min opvaskemaskine.
:)



lørdag den 15. september 2012

Ja, ja - så velkommen efterår

 Vi slipper jo ikke uden om det..Det er blevet efterår. Så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af det.
I min verden, betyder det bl.a, at byde efterårets farver ind i min stue.
 Så dagens buket bliver de små fine hyben fra den store slyngrose, som jeg mener er"Lykkefund".
De ser lækre ud i den lilla glasvase.
Andre hyben bliver trukket på snor og hænger nu på skabet ved spisebordet.

 Jeg syede dem simpelthen på en løstvundet snor med nål og det hele- som var det en perlekæde, jeg skulle skabe.
Det er nu meget dekorativt, det der efterår :)

Google+

Jeg har tilmeldt mig google+...
Stort skridt.
Og fatter bjælde.
Har tilmeldt mig og hvad så ?
Hvordan finder vi hinanden der inde og hvad skal vi egentlig bruge det til ?
Hvor hemmelig kan jeg være ?
Cirkler - lyder fint.
Er allerede 4-4 mennesker inde hos mig, de var der bare.
Fatter bjælde.
Og så videre og så videre.
Jeg hedder mit navn, derinde i google+.
?
Et billede af 2 brød, rugbrød og speltbrød.
Jeg kan godt bage brød, dét forstår jeg:)
Så slutter indlægget med noget jeg forstår og føler mig tryg og hjemme i, at bage.
Speltbrødet røg, næsten direkte fra ovnen til vores maver- det blev spist til Fredagens muslinger.
Rugbrødet vil jeg sætte tænderne i  om et par timer.
Nu tager jeg ud i verden, måske jeg fatter hvordan jeg skal begå mig i google+, når jeg kommer hjem igen?!
:)

fredag den 14. september 2012

Torsdags stemning

At dække op til Krea Klubben, en stille Tordag aften, dét holder jeg af.

torsdag den 13. september 2012

Kærlighed til mad


Mad er godt.
Mad lavet med kærlighed og respekt for råvarerne er meget godt.
Og mad lavet med kærlighed, respekt og med hensyntagen til sæsonen- ja det er vel ret ideelt.

Denne blanding af rodfrugter i labre farver, er jo skøn at skue og dejlig velsmagende at spise.
Altså, efter en tur i en varm ovn.
En skål med vintersalat til, så har du et dejligt velsmagende, smukt måltid.
Min salat var fint snittet spidskål, i mangel af grønkål, tynde strimler af syrlig sødt dansk æble, persille, avocado og valnødder, en god olie/eddikedressing med masser af smag- dvs sur,sød, stærk, salt , skrap og dog rund. Smag dig frem !
Lidt linser kunne godt koges og kommes i salaten- de sorte Beluga f.eks.  -  hvis du gerne ville have lidt tydelig protein.
Eller du kunne stege en bid fisk.
Kærlighed :)

mandag den 10. september 2012

Fravalg

Jeg vælger ikke at falde hen i selvmedlidenhed !
Også selv om der er meget i denne verden, der er hamrende uretfærdigt.
Jeg vælger at sætte mig i en solstråle og  strikke;
Jeg vil brygge mig en kop the og nyde synet og duften af den lille bitte buket af salvie, der står der i mit køkken vindue;
Og så vil jeg løfte mit hoved, klappe mig selv på skulderen og huske, at jeg jo klarer de udfordringer og forhindringer og besværligheder, som det fantastiske, magiske og ganske dejlige liv, byder mig:)

Taknemmelighed

Søndag, tørvejr, lækre madpakker, gode kager, de dejligste 4 mennesker- mine 3 børn og en svigersøn, Frilandsmuseet- jamen, hvad mere kan jeg begære ?



Intet :) !

søndag den 9. september 2012

Træde vande

Livet er i stadig udvikling. Ikke bare derud af. Nogen gange tager det omveje og pauser. Ofte går det op og ned ad bakke. Nogen gange er det en ren fryd og glæde. Nogen gange lidt mere stille.
Livet er en glæde. Og en udfordring. Jeg holder af mit liv, også selv om det langt fra er, som jeg forestillede mig engang. Det er mit liv og hvis der er noget jeg ikke trives med, så må jeg ændre det. Hm... Nogen ting er lettere sagt end gjort.
God Søndag :)

lørdag den 8. september 2012

September er jo fin

Når vi rammer midten af August, rammes jeg altid af vemod. Sommeren er forbi, de lyse nætter blot et minde, fuglene er tavse, lyset er dæmpet.
September giver mig en anden energi. Jeg har accepteret, at efteråret er kommet, med al sin overflod af frugter, grønsager og blomster. Farverne blusser og himlen er så klar, så blå, som kun en September himmel kan være




fredag den 7. september 2012

Det der med billeder



 Mig og min hånd.Knugende i en solid fyrretræs hylde. Til min bogreol. IVAR fra Ikea.
Sidder i bussen. 400S fra Hundige til Ballerup. Den 3.Marts 2012.
Det ved jeg, ikke fordi jeg kan huske det, men fordi jeg har har et fotografi af den oplevelse.
Hverdagsliv fortjener at blive dokumenteret. Jeg gør det i billeder. Og vel også i ord, på min blog.
Hverdagsliv. Jeg kan lide det ord.






torsdag den 6. september 2012

Rimelig lækker mad


En tyk skive Stenalderbrød, frilandskarse fra Altanen, perfekt modnet avocado, citronsaft, purløg fra Altanen, salt og peber.
Velbekomme :)

onsdag den 5. september 2012

Noget at være taknemmelig for

Jeg er generelt et yderst taknemmeligt menneske. Jeg er taknemmelig for mangt og meget,
Stort og småt.
På denne Onsdag, vil jeg dog fremhæve 3 ting, der fik min taknemmelighed;

En tur i området, hvor jeg arbejder- i hestevogn !
Nu har jeg været der i 2 år og aldrig prøvet den rundtur, som er et tilbud for alle besøgende.
Men i dag var dagen, og det var sjovt, hyggeligt og ganske ganske fint. Tak :)
 De italienske druer, der bare smagte som (jeg synes) vindruer skal smage, søde med sprød skal og let bitre sten. De smagte så godt, at de blev spist, før jeg fik dem foreviget. Tak :)
 Og til sidst, men bestemt ikke mindst, kemi. Pillerne, der gerne skulle lette mine smerter. De smerte, der bider og brænder fra min diskusprolaps, der gør lidt (meget) væsen af sig.
Desværre min egen fejl..Forslæbt mig på arbejde i sidste uge. Et høstmarked med elendig arbejdsstilling og ingen pauser. Min egen skyld.Og nu betales prisen..
Så derfor- hurra for piller, der kan lindre smerten. Tak :)

tirsdag den 4. september 2012

Friland

 Friland og friland- i hvert tilfælde ude i den fri og friske luft.
Frisk og frisk- i hvert tilfælde uden på Altanen.
I jord.
Karse sået i jord.
Det gror som ukrudt og smager skønt.
Som karse, groet på vat indendørs - og dog.
Har en mere peberagtig smag.
Måske lidt mere mild end almindelig karse, der har groet i et køkkenvindue.
God afgrøde, når man har høstet det der groede før.
Her var det vist koriander, de er spist og frøene høstet.
Nu gror frilandskarsen, som blev den betalt for det.

lørdag den 1. september 2012

Trøst, forkælelse, belønning ?

Hvad det end er, så har jeg taget en beslutning, eller tog en beslutning i går, at fredag eftermiddag og aften, samt hele Lørdagen, skal fyldes med trøst, forkælelse, belønninger.
Blomster blev købt, vinen trukket op, maden serveret af den skønne ÆldsteDatter.
Boller med hjemmekogt syltetøj og gedeost. Altså her til morgen.Og kaffe. Og lidt mere kaffe.
Tid til intet og alt.
Derefter- besøg i garnbutik :) og kaffe stund med en rigtig god blogven.
Tanker om lækker aftensmad. Brød der skal bages. Strikke projekter. Broderi- måske.
Måske en løbetur, hvis benet vil- den gamle diskusprolaps, gav desværre lyd fra sig igår.
Men jeg passer på den. Og mig.
Solen skinner.
Det er Lørdag.
Og jeg skal først arbejde i morgen.
Høstmarked.
Mine børn kommer forbi og hilser på. På høstmarked.
Dem glæder jeg mig til at se- omend det bare er et hej og et hurtigt knus.
Jeg er nemlig glad for dem. Og stolt. Og så er de så smukke at se på:)
Men solen varmer på min ryg. Kaffe er en mulighed.Og hele dagen ligger åben. Men ikke for rengøring !

God Lørdag til dig- hvad end du vælger den skal bruges til.